Sådan håndterer du mobning
Gå sagligt, grundigt og neutralt til værks. Du skal igennem tre trin:
1. Undersøgelse
I denne fase skal du sagligt, neutralt og grundigt undersøge sagen og indsamle fakta gennem interview med alle involverede og vidner.
Her er du mere detektiv end leder.
Gode råd til din undersøgelse:
- Indkald de personer, som oplever sig mobbet eller beskyldes for mobning til interview hver for sig: Først med den ramte og derefter med den, som beskyldes for mobning. Forbered dig på interviewet og sæt tid af til det. Undgå forstyrrelser.
- Indled med at fortælle åbent om baggrunden for interviewet og gør det klart, at du ønsker at undersøge sagen og høre alle involverede, før du drager konklusioner.
- Stil undersøgende spørgsmål, og bed personen svare detaljeret. Tag notater undervejs.
- Vær neutral og drag ikke konklusioner. Hør begge parters version.
- Vær ikke dommer over personernes beretning og korriger dem ikke. Vær hensynsfuld og lyt aktivt.
- Når du har et billede af situationen så drøft løsningsmuligheder. Hvilke muligheder ser personen selv?
- Slut af med en opsummering af det, som du har hørt og lav en klar aftale om, hvad der skal ske herefter: Hvem gør hvad hvornår?
2. Indgriben
Nu tager du lederkasketten på og griber ind i sagen med klarhed og konsekvens.
Gode råd til indgriben og samtale med den medarbejder, som mobber:
- Forbered dig på samtalen ved at afklare, hvad du vil opnå, hvilke krav og eventuelle tilbud du har.
- Indled med at fortælle, hvorfor I skal have samtalen.
- Fortæl, hvad det er, personen gør, som er uacceptabelt, og som skal ændres. Giv konkrete eksempler.
- Vær forberedt på, at medarbejderen bliver ked af det, vred eller forsøger at bortforklare. Vær forstående, men hold samtalen på sporet.
- Oplys om konsekvenserne ved fortsat mobning (flytning eller afskedigelse) og tilbyd evt. støtte til, at personen kan ændre sin adfærd (fx coaching).
- Afslut med en opsummering af, hvad I har snakket om, de krav, du har stillet, og de aftaler, I har lavet.
- Aftal en opfølgningssamtale.
3. Opfølgning
Du vender tilbage og tjekker, om problemet er løst, og om din indgriben har virket.